Jobrådgivernes Brancheforening hilser med tilfredshed, at aftalen om velfærdsreformen indfører en række nye muligheder for at bringe ledige i beskæftigelse.
Som en branche, der hver dag – sammen med AF og kommunerne - arbejder målrettet på at øge arbejdsstyrken ved at gøre ledige jobparate og matche job med ledige personer, er vi glade for det klare fokus i velfærdsforliget på en hurtigt og ubureaukratisk jobformidling.
Et øget indsats for at motivere, opkvalificere og matche ledige personer med jobs, vil ikke kun bidrage til at løse de aktuelle flaskehalsproblemer. Det vil også effektivt modvirke at ledige personer marginaliseres som følge af længerevarende ledighed.
Blandt de mange forslag på arbejdsmarkedsområdet hæfter vi os især ved følgende nye elementer:
- En forenkling af samtaletyper i kontaktforløbet, så næsten alle samtaler fremover vil have et klart jobfokus.
- En ny model for ordinær formidling af job med hurtig anvisning af ledige personer til jobordrer fra virksomhederne.
- En systematisk opfølgning på jobordrer inden ansøgningsfristen udløber med henblik på at bistå virksomhederne i rekrutteringen.
- Fremrykket aktivering af ledige under 30 år og intensiv aktivering af forsikrede ledige efter 2½ års ledighed.
- Øget metodefrihed i jobformidlingen, herunder ikke mindst afskaffelsen af restriktionen om, at uddannelsesaktivering højest må udgøre 50 pct. af aktiveringen.
- Forlængelse af den særlige adgang til tilbud om vejledning og opkvalificering til 2 år.
- Nye forsøg, der skal afdække metoder, der kan hjælpe ledige i job allerede inden, de når frem til første tilbud.
Vi glæder os til, at gøre de nye muligheder og regler til virkelighed i vores fremtidige samarbejde med de nye jobcentre over hele landet.
Vi ser desuden frem til, at der som følge af velfærdsreformen i 2008 skal gennemføres en evaluering af brugen og effekterne af andre aktører i beskæftigelsen. For at undersøgelsen kan give et retvisende billede, henstiller vi til, at evalueringen omfatter en systematisk sammenligning af effekterne af indsatsen blandt jobcentrene, A-kasserne og de forskellige typer af andre aktører. Samtidig bør evalueringen inddrage de forskelle i vilkår, der eksisterer mellem de forskellige typer aktører. |
|