Beskæftigelsesindsatsen i Danmark vil komme under yderligere pres i de kommende år. Af hensyn til den overordnede samfundsudvikling, er det af afgørende betydning, at beskæftigelsesindsatsen både kan sikre en kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne på kort og lang sigt og at indsatsen forebygger og afhjælper marginalisering og udstødning.
En succesfuld beskæftigelsesindsats er samtidig – på landsplan og i den enkelte kommune – en af de få og væsentligste muligheder for at opnå besparelser i de offentlige udgifter. Besparelser, der er afgørende for at skabe et økonomisk råderum til at understøtte vækst i samfundet/kommunen og/eller forbedre servicen på andre politikområder.
Offentlig – privat samspil kan bidrage til at nedbringe de offentlige udgifter
Vi tror på, at et øget samarbejde mellem det offentlige beskæftigelsessystem og private aktører, kan være med til at skabe høj effekt af indsatsen og dermed mindske de offentlige udgifter til forsørgelsesydelser.
Et velfungerende samspil mellem det offentlige og private aktører, kan sikre en større grad af specialisering og differentiering i indsatsen, målrettethed i forhold til arbejdsmarkedet og de enkelte målgrupper, udvikling og nytænkning i forhold til hele eller dele af indsatsen, tilstrækkelig og fleksibel produktion og volumen og en serviceprofil, der afspejler behovet.
Gevinster ved offentlig og privat samarbejde

Bred serviceprofil
Samarbejdet mellem det offentlige beskæftigelsessystem og private aktører kan medvirke til at udvikle en bred serviceprofil over for borgere og virksomheder
Kommuner og stat mødes i disse år af stigende krav til service og frit valg. Kravene kan være vanskelige at imødekomme for kommunerne og staten af økonomiske og effektivitetsmæssige grunde.
Et øget samarbejde mellem det offentlige beskæftigelsessystem og private aktører, kan sikre en mere differentieret og målrettet service over for borgere og virksomheder. Det betyder flere forskellige tilbud og services og det betyder højere kvalitet i tilbuddene.
Specialisering og læring
Samarbejdet mellem det offentlige beskæftigelsessystem og private aktører kan bidrage til specialisering og udvikling af beskæftigelsesindsatsen.
Kommunernes og statens beskæftigelsesindsats skal målrettes forskellige målgrupper, delarbejdsmarkeder og indsatstyper. Det stiller krav om mange forskelligartede kompetencer og ressourcer i det offentlige beskæftigelsessystem. Samtidig stiller den hastige udvikling på arbejdsmarkedet og ny lovgivning krav om en løbende udvikling og tilpasning af indsatsen.
Kommuner og stat skal derfor løbende tage stilling til, hvordan de vil sikre en optimal løsning af alle de forskellige opgaver i indsatsen. Det gælder både i forbindelse med at udvikle indsatsen i forhold til nye krav og behov og i forhold til at oparbejde og vedligeholde tilstrækkelig specialiserede kompetencer i indsatsen.
Et øget samarbejde mellem det offentlige beskæftigelsessystem og private aktører, kan være med til at sikre, at der er de nødvendige og specialiserede kompetencer i forhold til alle målgrupper, delarbejdsmarkeder og indsatsområder.
Samarbejdet kan sikre, at det offentlige beskæftigelsessystem og de private aktører supplerer hinanden i indsatsen. Samtidig kan samarbejdet mellem det offentlige og private aktører bidrage til at udvikle nye redskaber, metoder og indsatser over for målgrupper, hvor den hidtidige indsats ikke har virket tilstrækkelig effektivt. Endelig kan private aktørers netværk supplere og styrke det netværk, som kommunerne og staten selv er i besiddelse af.
Ressourceoptimering
Samarbejdet mellem det offentlige beskæftigelsessystem og private aktører kan supplere og aflaste stat og kommuner i opgaveløsningen og gør det muligt løbende og fleksibelt at dimensionere og justere indsatsen.
Kommuner og stat er underlagt betydelige krav til produktion og effekt af beskæftigelsesindsatsen. De seneste års lovgivning har indeholdt stigende krav til indhold, opfølgning og effekt af beskæftigelsesindsatsen. Samtidig har udviklingen på arbejdsmarkedet og kravene i lovgivningen nødvendiggjort en mere differentieret indsats, hvor der løbende og fleksibelt kan ske udvikling og tilpasning.
Implementeringen af det nye beskæftigelsessystem, vil betyde store organisatoriske og styringsmæssige ændringer i både stat og kommuner. Ændringer, der gerne skal implementeres, uden at det medfører nedgang i produktion og effekt af statens og kommunernes indsats. For kommunerne vil en nedgang i produktionen have direkte økonomiske konsekvenser, idet den statslige refusion afhænger af produktionens omfang og rettidighed.
Et øget samarbejde mellem det offentlige beskæftigelsessystem og private aktører, kan bidrage til at aflaste stat og kommuner i forhold til at leve op til kravene til indsatsen samtidig med, at der sker en implementering af det nye beskæftigelsessystem.
Ved at samarbejde med private aktører om indsatsen for visse målgrupper eller bestemte dele af indsatsen, vil det være muligt for kommunerne og staten at koncentrere egen indsats om andre målgrupper og opgaver. Der er dermed mulighed for at supplere kompetencer og ressourcer.
Endelig vil det ved et samarbejde med private aktører være muligt hurtigt og fleksibelt at op- og nedskalere indsatsen i forhold til de politiske krav og behovene på arbejdsmarkedet. |